Formålet med møderunden var at finde ud af, hvordan Campus anvendes i den daglige administration, hvilke ønsker til forbedringer administratorerne har, og hvilke udfordringer der er med administrationen. Dette med henblik på at prioritere Campus-projektets opgaver i forhold til, hvad kundernes ønsker og behov er.
Møderne blev gennemført som 2-timers møder i det pågældende departement med repræsentanter fra institutioner og styrelser i det enkelte ministerområde.
Nedenfor en kort opsamling af de vigtigste pointer fra møderne samt konkrete opfølgningsinitiativer fra hhv. LMS-teamet (Økonomistyrelsen) og Læringsenheden (Personalestyrelsen).
LMS (systemdelen af Campus): Pointer og opfølgning
Rapporter i Campus
Der efterspørges i høj grad flere og bedre rapporter fra Campus.
Opfølgning: Rapporterne har længe været og fortsætter med at være en højt prioriteret opgave i LMS-teamet. Arbejdet falder i tre faser:
1) Udvikling og tilvejebringelse af grundlæggende rapporter (f.eks. deltagerlister, skilte, kursusoverblik m.m.)
2) Udvikling af rapporter til kundespecifikke behov (f.eks. økonomisk overblik over forbrug af kompetenceudviklingsmidler pr. kontor)
3) Undersøge nye muligheder for rapportering (LDV)
Tilgængelighed
Mange oplever, at Campus er svært tilgængeligt for deres brugere. Det skyldes primært:
1) At brugerdata kommer fra SLS, hvorfor nye medarbejdere først kan logge på Campus, når de er oprettet i SLS. Oprettelsen i SLS sker typisk i slutningen af den første måned, medarbejderen er ansat.
Opfølgning: LMS-teamet har indledt en dialog med Statens Administration om, hvorvidt SLS-oprettelsen kan fremskyndes.
2) At brugerne skal logge på Campus for at se, hvad de kan tilmelde sig. Kunderne ønsker et lettere tilgængeligt læringskatalog.
Opfølgning: LMS-teamet arbejder på en løsning, hvor læringskataloget fra Campus kan spejles på en lokal webside eller intranet. Løsningen forventes klar i løbet af efteråret 2011.
3) At brugeren skal bruge et særskilt login til Campus, som ikke er det samme, som benyttes til øvrige systemer. Campus-projektet oplever en efterspørgsel på, at Campus kobles på single sign on.
Opfølgning: LMS-teamet har igangsat et projekt, der skal gøre det muligt for de institutioner, der måtte ønske det, at ændre brugernavn, således at brugernavn kan blive det samme for Campus som for øvrige systemer. Løsningen forventes klar i løbet af efteråret 2011. I tillæg hertil undersøges mulighederne for at koble Campus på single sign on – dette i samarbejde med andre af Økonomistyrelsens projektgrupper.
God praksis og inspiration
Der efterspørges god praksis, inspiration og videndeling med andre kunder vedr. både kursusadministration, evaluering og brug af planer og kompetencestyring.
Opfølgning: LMS-teamet har igangsat netværksaktiviteter med kunderne. Herudover indsamler LMS-teamet i løbet af efteråret god praksis hos udvalgte kunder, som publiceres som mindre artikler på www.info-campus.dk. Læs f.eks. om, hvordan Finansministeriet administrerer den koncernfælles projektlederuddannelse i Campus.
E-læring: Pointer og opfølgning
Vejledning og information om Blended learning og e-læring
Opfølgningsmøderne har givet et klart indtryk af, at institutionerne gerne vil bruge Campus og e-læringen, men mangler viden om, hvordan de konkret kan gøre. De ønsker derfor inspiration og vejledning til, hvordan man f.eks. laver succesfulde læringsforløb med e-læring, planlægger og gennemfører kompetenceudvikling som indeholder e-læring, og hjælper medarbejderne til at komme i gang med e-læringen.
Opfølgning: Læringsenheden har igangsat pilotforløb med Videnskabsministeriet og Domstolstyrelsen, hvor de yder rådgivning og hjælp til at integrere e-læringen i ministeriets øvrige tilbud om kompetenceudvikling. Erfaringerne fra disse pilotforløb bruges efterfølgende som afsæt til et arbejdende netværk, hvor alle ministerier kan deltage.
Materialer om (ny) e-læring
HR-enhederne udtrykker et ønske om mere information om e-læringskurserne – både nuværende og nye. Dette må gerne omfatte to dele hhv. oplysning fra Læringsenheden til de lokale HR-medarbejdere om nye e-læringsprodukter og informationsmateriale fra Læringsenheden, som de lokale Campus-ansvarlige, som kan bruge til at reklamere lokalt på intranet og e-mail.
Opfølgning: Siden møderunden har Læringsenheden påbegyndt en opbygning af siderne om e-læring på www.info-campus.dk. Ydermere tager Lærings-enheden initiativer til at informere bedre, når der er nye e-læringsmoduler i Campus. Der udarbejdes et kursuskatalog som løbende opdateres med nye kurser og der informeres direkte til HR om hvordan de kan bruges kurserne i forskellige sammenhænge.
God praksis og inspiration
Også på e-læringsdelen efterspørger kunderne god praksis, inspiration og videndeling med andre kunder.
Opfølgning: Læringsenheden igangsætter i løbet af efteråret et arbejdende netværk.
Andre ønsker og behov fra kunderne
Ovennævnte ønsker og behov er dem vi har givet højest prioritet, idet størst efterspørgsel på de respektive områder. Under opfølgningsmøderne har vi imidlertid også identificeret andre ønsker og behov, som vi løbende har og fortsat vil kigge på:
- Dele læringsaktiviteter på tværs af staten
- Intern fakturering (i gang)
- Virtuelle klasser (forventes igangsat i løbet af efteråret)
- Eksterne kursusudbydere i Campus
- Vejledning og kursus til udviklingsplaner og kompetencestyring
- Sprogrettelser
- Rettelse af notifikationer (afsluttet)
- Flere temamøder og netværksaktiviteter
- Hjælp til at lave e-læring
Nye møder
I løbet af 2011 vil vi fortsætte vores møderunde og tale med de ministerområder, som vi endnu ikke har været ude hos. Det har været en stor fornøjelse at høre om de mange tilbagemeldinger på Campus-løsningen og det hjælper os til at prioritere de opgaver, der er vigtigst for brugerne af Campus.